Skal du rejse?


Høj faglig kvalitet


Den bedste rådgivning og de rigtige vacciner før rejsen er vigtig for, at du får den bedste oplevelse og undgår at blive syg undervejs. Som speciallæger med erfaring inden for rejsemedicin og vaccinationer tilbyder vi at skræddersy et vaccinationsprogram til dig, der er baseret på netop din rejse og dine behov. Vi holder øje med, hvad der sker ude i verden og rådgivningen tager udgangspunkt i nationale og internationale retningslinjer. Men det er netop din rejse og dine forhold, der lægges vægt på. Vores ekspertise giver os et godt grundlag for også at rådgive personer, som har særlige udfordringer med vaccinationer som f.eks. gravide, børn, kronisk syge og immunsvækkede.


Book online


Vi afsætter god tid til individuel rådgivning, og vi tager os tid til at vaccinere og besvare alle dine spørgsmål, inden du forlader klinikken. Alle rådgivere er speciallæger eller kommende speciallæger med ekspertise inden for smitsomme sygdomme, og det er din garanti for en høj faglig standard. Vi har aften- og weekend-åbent i de fleste uger.

Anbefalede vacciner

Klik her

Book tid online

Klik her

Infektionssygdomme, der kan fore­bygges ved vaccination:

Difteri (Croup)
Sygdom:
Difteri er en halsbetændelse forårsaget af difteribakterien, Corynebacterium diphteriae, som laver et giftstof (toksin) som kan påvirke hjerte og nerver, og som ubehandlet har en dødelighed på 50%. Bakterien kan også give sårinfektioner. Smitte sker ved dråbeinfektion, normalt fra raske smittebærere.

Vaccination mod difteri blev indført i børnevaccinationsprogrammet i 1943 og de seneste tilfælde i Danmark blev set i 1998. Der er forsat difteri i flere lande i verden og det anbefales derfor, at alle rejsende er beskyttet mod difteri. Hvis det er gået mere end 10 år siden man sidst er blevet vaccineret mod difteri anbefales derfor revaccination.

Forebyggende vaccine:
Normalt anvendes en kombinationsvaccine, DiTeBooster®, der beskytter både mod difteri og stivkrampe.
Gul Feber
Gul feber forekommer i store dele af tropisk Afrika og Sydamerika.

Mennesker smittes med gul feber virus via myggestik, hyppigst af Aedes aegypti, der trives og yngler i byer. Derfor kan man reducere risikoen for smitte ved at beskytte sig mod myggestik.

Gul feber viser sig 3-6 dage efter smittetidspunkt med feber, hovedpine og muskelsmerter. 5-20% udvikler komplikationer i form af gulsot, nyresvigt og blødningstendens. Der er ingen specifik behandling og dødeligheden er 20-50%.

For at forhindre spredning af gul feber har flere lande krav om vaccination mod gul feber for at få indrejsetilladelse.

Anbefalinger og krav for de enkelte lande publiceres årligt af WHO i "International Travel and Health":

WHO.InternationalTravelAndHealth.Gul feber. Landeliste med anbefalinger om vaccination

WHO.InternationalTravelAndHealth.Gul feber. Krav om vaccination

Gul feber vaccinen, Stamaril®, indeholder en levende svækket gul feber virus stamme (17-D stamme) og giver >95% beskyttelse i mere end 10 år. WHO meldte i 2013 ud, at man anså beskyttelsen efter vaccination mod gul feber for livsvarig og at man forventer at alle lande har adopteret denne ændring senest juni 2016. Det anbefales dog indtil videre at man fastholder revaccination efter 10 år for at undgå at rejsende får problemer med indrejse.

Nogle får feber, hovedpine og muskelsmerter i få dage 5-10 dage efter vaccination. Sjældne, men alvorlige og potentielt dødelige bivirkninger er set, specielt hos børn <9 mdr. og ældre >60 år. Generelt anbefales gul feber vaccination til alle rejsende >9 mdr., der opholder sig i områder med risiko for gul feber.

∙Det er kontraindiceret at vaccinere børn <9 mdr., immundefekte og patienter i immunsuppressiv behandling.

∙Hos ældre >60 år bør vaccinen kun gives hvis de har en betydelig risiko for at pådrage sig gul feber.

∙Da vaccinen er fremstillet på æg bør den ikke anvendes til personer med æggeallergi.

∙Gravide bør ikke vaccineres mod gul feber.

Den rejsende skal have udleveret et vaccinationscertifikat (med officielt stempel), som er gyldigt fra 10 dage til 10 år (livslangt) efter vaccination.

Rejsende kan, hvor der er kontraindikationer mod vaccinationer, medgives et lægebrev om, at de ikke er gul feber vaccineret af medicinske årsager.

Gul feber vaccination ved rejse til Tropisk Afrika:

WHO.InternationalTravelAndHealth.YellowFeverVaccination.Africa

Gul feber vaccination ved rejse til Sydamerika:

WHO.InternationalTravelAndHealth.YellowFever.Vaccination.Americas
Hepatitis A (Smitsom leverbetændelse)
Hepatitis A virus (HAV) overføres primært via forurenet vand og fødemidler, men kan også overføres direkte fra person til person. Hepatitis A er derfor udbredt i områder med dårlige sanitære og hygiejniske forhold. Risikoen hos danske rejsende er omkring 0,03% per måned ved ophold i hepatitis A endemiske områder. Størst risiko ses hos børn af indvandrere, født i Danmark, som er på familiebesøg i hjemlandet. Risikoen for den almindelige danske turist er betydelig mindre.

Hepatitis A udbredelse:
WHO.InternationalTravelAndHealth.GlobalHepA.RiskMap

Inkubationstiden er ca. 4-6 uger. 70-80% af voksne udvikler en akut leverbetændelse, mens det kun er tilfældet for 40-50% af børn i alderen 6-14 år og <10 % af børn mindre end 6 år. Derfor har der været et dogme om, at ”Der ikke er nogen grund til at vaccinere små børn, da de ikke bliver syge”. Imidlertid har både børn og voksne en risiko for at udvikle en fulminant leverbetændelse og dø. Voksne >50 år har risiko på 2-3% for at udvikle fulminant leverbetændelse og specielt personer med kronisk leversygdom har en risiko for et alvorligt forløb af akut hepatitis A. Hepatitis A medfører aldrig kronisk leverbetændelse og overstået infektion medfører livsvarig immunitet.

Der er flere effektive vacciner mod hepatitis A, som alle indeholder inaktiveret HAV, og er registeret til voksne og børn >1 år. Efter første dosis er man beskyttet i mindst ét år, formentlig længere. For at bevare beskyttelsen gives yderligere én dosis efter 6-12 måneder, medførende formentlig livsvarig beskyttelse mod hepatitis A. Studier har vist at selvom anden dosis gives op til 10 år efter primær vaccination, opnår man langvarig beskyttelse. Man skal således aldrig ”starte forfra”. Hepatitis A vaccinen kan gives umiddelbart før afrejse.

Vaccination mod hepatitis A anbefales til alle voksne og børn >1 år, der rejser uden for Europa, Nordamerika og Oceanien, men også til visse Østeuropæiske lande og fx Tyrkiet. Anbefalingerne gælder også korttidsrejsende.

Immundefekte og -supprimerede, der ikke kan forventes at reagere på vaccination, kan beskyttes med gammaglobulin.

Der findes kombinationsvacciner, der giver beskyttelse mod både hepatitis A og hepatitis B:
Twinrix®
Hepatitis B (Smitsom leverbetændelse)
En tredjedel af jordens befolkning er smittet med hepatitis B virus (HBV) og ca. 350 millioner er kroniske smittebærere. I højendemiske områder er >8% af befolkningen smittebærere.

Hepatitis B udbredelse:
CDC.2014.Hepatitis-B.Udbredelse

Smitte med HBV sker ved seksuel kontakt, blodkontakt, fra mor-til-barn og horisontalt mellem småbørn. HBV er yderst smittefarligt og én mikroliter blod er tilstrækkeligt til at overføre smitte. Risikoen for overførsel af HBV ved stik med en forurenet kanyle er omkring 30%.

Rejsendes risiko er overvejende ved seksuel kontakt og ved blodkontakt i forbindelse med medicinskbehandling, tatovering og piercing under udlandsophold. Børn på rejse, der leger med lokale børn med kronisk hepatitis B, er imidlertid også i risiko for at blive smittet. Inkubationstiden er 4-6 måneder, men det er kun omkring 40% af voksne der udvikler akut leverbetændelse og kun få procent af børn. Omkring 5% af voksne vil udvikle en kronisk leverbetændelse mens det er tilfældet for >90% af børn smittet ved fødslen. Man kan således blive smittet med HBV og udvikle en kronisk leverbetændelse uden at opdage det. Udover at være smittefarlige risikerer patienter med kronisk hepatitis B på sigt at udvikle skrumpelever eller leverkræft.

Vaccinen, Engerix B®, indeholder rekombinant hepatitis B surface antigen (rHBsAg). Vaccinen til voksne indeholder 20 mg og børnevaccinen (<16 år) 10 mg rHBsAg. Engerix B® kan gives fra fødslen. Fuldt vaccinationsprogram omfatter 3 doser til tiden 0, 1 og 6-12 måneder. Efter de første to doser er man beskyttet i et år og efter tredje dosis i mindst 25 år og formentligt livsvarigt.

Rejsende kan reducere risikoen for at få hepatitis B ved at undgå ubeskyttet seksuel kontakt og blodkontakt, undlade at blive tatoveret eller piercet og undlade unødvendige læge- og tandlægebesøg.

Ifølge danske retningslinjer anbefales vaccination til rejsende med mere end 4 ugers ophold i højrisikoområder eller hyppige rejser til højrisikoområder og indvandrere på familiebesøg i områder med høj forekomst af hepatitis B, herunder Grønland. Korttidsrejsende med forventet risikoadfærd, fx seksuel kontakt med ny partner, bør også vaccineres. WHO anbefaler at vaccination mod hepatitis B indgår i børnevaccinationsprogrammet, men Danmark er et af de få lande, der ikke har indført dette. Derfor kan man passende benytte lejligheden til at vaccinere børn mod hepatitis B i forbindelse med rejsevaccination.

Der findes en kombinationsvaccine mod både hepatitis A og -B, Twinrix®. Fuldt vaccinationsprogram omfatter 3 doser til tiden 0, 1 og 6-12 måneder. Til børn 1-15 år anvendes en børnevaccine. Efter fuldt vaccinationsprogram, 3 doser, regnes man for livsvarigt beskyttet mod både hepatitis A og -B.

Der er registret en vaccine, Ambirix®, til vaccination af børn 1-15 år mod hepatitis A og -B. Efter to doser givet med 6-12 måneders interval er børnene formentlig livsvarig beskyttet mod hepatitis A og -B.
Japansk hjernebetændelse
Japansk hjernebetændelse:

Japansk hjernebetændelse (JE) skyldes infektion med Japansk Encephalitis Virus (JEV), som er et flavivirus i familie med gul feber virus.

Sygdommen er udbredt i store dele af Asien, men også den nordlige del af Australien:
WHO.InternationalTravelHealth.RiskMap.JapanskEncephalitis

JEV findes primært hos grise og vandfugle, men kan overføres til mennesker via stik af myg tilhørende arten Culex. Risikoen for at få JE er derfor størst ved ophold i landområder og selv ved længerevarende ophold i byområder er der normalt ingen risiko. Det er kun 1:25-200 af de der bliver smittet, der udvikler hjernebetændelse, men risikoen stiger med alderen. JE er en yderst alvorlig sygdom med en dødelig på 20-30% og af de der overlever har 50-60% hjerneskader.

Generelt er risikoen for at få JE begrænset. Der er kun beskrevet to tilfælde af JE hos danske rejsende efter kortvarig ophold henholdsvis på Bali og i Cambodja. Risikoen hos svenske rejsende er estimeret til 1:400.000. I visse områder, fx Thailand, er risikoen størst i regntiden, der normalt strækker sig fra maj-oktober. Der er ind imellem epidemier med JE hvor risikoen for smitte kan stige til 1:5.000 per måned.

Vaccinen, Ixiaro®, indeholder inaktiveret JEV dyrket på veroceller.

Til børn >3 år og voksne omfatter primærvaccination to doser (0,5 ml) givet med 28 dages interval. Børn 1-3 år kan vaccineres med halv dosis (0,25 ml). Ved forsat risiko for JE anbefales en revaccination efter 1 år. Beskyttelsen efter en booster-dosis er mindst 3 år, formentlig længere (data mangler). Det er vist at personer, der er primærvaccineret med den tidligere anvendte japansk encephalitis vaccine (JE-VAX), kan revaccineres med en enkelt dosis Ixiaro®, helt op til 20 år efter primær vaccination.

Fraset allergi over for indholdsstoffer er der ingen kontraindikationer mod vaccination.

Rejsende kan reducere risikoen for at få JE ved at beskytte sig mod myggestik. Vaccination mod JE anbefales ved mere end fire ugers ophold i områder med transmission af JE. Der er størst risiko ved ophold i fugtige landområder med grisehold og vadefugle. Samt ved ophold i områder med pågående epidemi.

Denne anbefaling er vejledende.
Kolera og rejsediarre
Kolera og rejsediarre

Kolera er en vand- og fødevarebåren infektion som forårsages af tarmbakterien Vibrio cholerae. Den forårsager akut mave-tarminfektion med kraftig vandig diarré og opkastning. De fleste udvikler ingen symptomer, men 5-10% kan udvikle en livstruende afvanding. Spredes gennem forurenet vand og fødevarer. Store udbrud af Kolera skyldes ofte drikkevand som er forurenet med afføring fra mennesker.

Vaccinen Dukoral® er en oral vaccine, der er registreret til beskyttelse mod kolera. Vaccinen indeholder ca. 1 x 10^11 vibrioner (Vibrio cholerae 01 Inaba og Ogawa, klassisk og El Torstamme) og 1 mg koleratoksin B-subenhed.

Vaccinen giver efter to doser taget med 1-6 ugers interval 80% beskyttelse mod kolera i op til 2 år af voksne og børn >2 år.

Børn 2-6 år skal have tre doser med mindst en uges interval.

Revaccination efter 2 år anbefales til voksne og børn >6 år og efter 6 mdr. til børn 2-6 år.

Almindelige turister får sjældent kolera og vaccination anbefales primært rejsende med ophold i katastrofeområder og flygtningelejre samt rejsende til områder med aktuelle udbrud.

Rejsediarré: Colibakterien, Enterotoksigene E.coli (ETEC) er den hyppigste årsag til rejsediarré. Da der er betydelig homologi mellem koleratoksin og det toksin, som produceres af ETEC, giver vaccinen omkring 60% beskyttelse mod rejsediarre forårsaget af ETEC. Da ETEC er årsag til omkring 30-40% af tilfælde af rejsediarré, kan man teoretisk forvente at vaccination reducerer risikoen for at få ”turistmave” med omkring 20%. ETEC er hyppigere i Latinamerika end i Sydøstasien og vaccinen vil derfor give højere beskyttelse ved rejser dertil. Beskyttelsen mod rejsediarré er kortvarig, ca. 3 måneder. Statens Serum Institut skriver at beskyttelsen mod rejsediarré er så lav, at vaccinen ikke anbefales på denne indikation.

Internationale eksperter i rejsemedicin er dog enige om at vaccinen kan anbefales til visse risikogrupper, der risikerer alvorligt forløb af rejsediarre.

Rejsende bør dog være informeret om at vaccinen ikke beskyttet mod rejsediarré forårsaget af andre bakterier, parasitter og virus. Der kan derfor forsat være behov for at medbringe medicin til selvbehandling af rejsediarré.
Meningitis (Meningokok-sygdom)
Meningitis (Meningokok-sygdom)

Omkring 8% af jordens befolkning er bærere af bakterien Neisseria meningitidis (meningokokken), i næsen og svælget. Smitte sker ved direkte kontakt eller dråbesmitte og kræver således tæt kontakt med en bærer. Der findes flere serotyper, men det er primært serotype A, -B, -C, -W135 og – Y, der kan medføre smitsom meningitis (hjernehindebetændelse) og blodforgiftning. Inkubationstiden er kort, 2-10 døgn, og man kan udvikle en livstruende infektion i løbet af få timer. Selv behandlet er dødeligheden 10-15%.

Det såkaldte meningitisbælte i Afrika, beliggende syd for Sahara og strækkende sig fra Senegal i vest til Etiopien i øst, er et højendemisk område med hyppigt forekommende epidemier:
WHO.InternationalTravelHealth.GlobalMeningitis.RiskMap Epidemierne forekommer i den tørre sæson fra december til juni og skyldes hyppigst serotype A, men der har også været udbrud med serotype W135. Udbrud ses ofte når mange mennesker samles under trange forhold. Man har i forbindelse med pilgrimsfærd til Mekka, Hajj, set større udbrud af smitsom meningitis. Den Saudi Arabiske regering har derfor indført krav om vaccination mod meningokok-sygdom i forbindelse med pilgrimsfærd.

Vaccinerne Menveo® og Nimenrix® er tetravalente meningokok-vacciner, der giver beskyttelse mod meningokokker serotype A, -C, -W135 og -Y. Vaccinerne beskytter både mod invasiv meningokok-sygdom og udvikling af bærertilstand.

Til voksne og børn >1 år gives én dosis (0,5 ml) i.m., mens lægemiddelstyrelsen vurderer at børn i alderen 2 mdr. -1 år kan primærvaccineres med to doser à 0,5 ml givet med én måneds interval. Varighed af beskyttelsen og behov for revaccination er ikke fastlag, men tidligere vacciner gav 3 års beskyttelse.

Fraset allergi mod indholdsstoffer er der ingen kontraindikationer mod vaccination.
- Der er således krav om vaccination af pilgrimsrejsende til Mekka
- Ifølge WHO har Gambia indført krav om vaccination mod meningitis
- Vaccination anbefales af udstationerede i højendemiske områder
- Langtidsrejsende i meningitisbæltet, især i perioden december-juni og med forventet nærkontakt med lokalbefolkningen
- Rejsende til områder med aktuel eller nylig overstået meningokok-epidemi
- Studerende der skal til udlandet (USA, England og Australien) og bo på college
- Rejsende med immundefekt i form af komplement defekt eller aspleni.
Polio (børnelammelse)
Polio (børnelammelse)

Polio skyldes poliovirus type 1, 2 eller 3, som smitter via forurenet vand eller fødemidler.

Vaccination mod polio blev indført i børnevaccinationsprogrammet i 1955 og Europa blev erklæret poliofrit i 2002. Polio bliver formentlig den næste sygdom, der bliver udryddet. Ifølge WHO forekommer sygdommen dog forsat i Afghanistan, Cameroun, Etiopien, Ækvatorialguinea, Irak, Israel, Nigeria, Pakistan, Somalia og Syrien.

Danskere, der har fulgt børnevaccinationsprogrammet og blevet revaccineret i 5 års alderen, regnes for værende livsvarigt beskyttede mod polio.

På baggrund af WHO´s rekommandationer anbefales det dog indtil videre, at
- Danske rejsende, der skal opholde sig i mere end fire uger i et af de fire lande hvor der spredes vild polio virus, Pakistan, Syrien, Cameroun eller Ækvatorialguinea, bliver revaccineret med den inaktiverede polio vaccine (IPV), hvis sidste polio-booster er givet for mere end 12 måneder siden.
- Vaccinationen bør helst gives fire uger før afrejse, men i hvert fald inden denne.

Den orale polio vaccine (OPV) er ikke længere tilgængelig i Danmark.
Rabies (hundegalskab)
Rabies (hundegalskab) Globalt dør ca. 55.000 mennesker af rabies (hundegalskab) årligt og 99% af humane tilfælde ses efter hundebid.

Klassisk sylvatisk rabies virus forekommer i de fleste lande i verden og alle der rejser uden for Europa, Nordamerika eller Australien har risiko for at blive eksponeret. I Danmark findes European Bat Lyssa Virus 1 (EBLV1) hos flagermus. Alle pattedyr kan smittes med rabies. Dyr der har rabies ændrer adfærd og angriber ofte uprovokeret. Rabiate dyr udskiller virus i spyt og smitter gennem bid, hvor virus introduceres i bidsåret, opformerer sig lokalt, går ind i nervebanerne og bevæger sig via disse op til hjernen, hvor det medfører en svær hjernebetændelse. Inkubationstiden for rabies varierer fra <30 dage til over et år. Der er ingen behandling af rabies og stort set alle dør 10-14 dage efter symptomdebut.

Omkring 1:1.000 rejsende bliver udsat for dyrebid, hyppigst af hunde eller aber. Børn bliver hyppigere bidt en voksne. Alle rejsende bør derfor være informeret omkring risikoen for rabies, at undgå kontakt med dyr og vigtigheden af at søge lægehjælp efter dyrebid.

Ved forebyggelse af rabies skelnes mellem præ- og post eksposition profylakse.

Globalt findes flere rabies-vacciner, som er godkendt af WHO. De indeholder alle inaktiveret rabiesvirus dyrket på cellelinier.

Vaccinen der anvendes i Danmark er Rabies-Imovax®, som kan gives fra fødslen.

Til rejsende, der skal beskyttes før rejse, gives tre doser à 1 ml i.m. dag 0, 7 og 21-28.
- Når man engang er primært vaccineret er der ikke behov for revaccination medmindre man bliver udsat for smitte.
- Tidligere vaccinerede, der bliver udsat for rabies, skal have to doser vaccine dag 0 og 3.
- Ikke tidligere vaccinerede, der bliver udsat for rabies, skal have rabies-immunglobulin (antistoffer) og have 5 doser vaccine dag 0, 3, 7, 14 og 28. Den femte dosis vaccine kan udelades hvis personen er rask og har normalt immunforsvar, vaccinen er af høj anerkendt kvalitet og der er givet rabies-immunglobulin ligeledes af høj anerkendt kvalitet.

I mange udviklingslande kan det være vanskeligt at fremskaffe rabies-immunglobulin. Nogle steder i verden anvendes stadig rabiesvacciner, hvor virus er dyrket på nervevæv. Disse bør undgås, da der er risiko for at få en immunologisk betinget hjernebetændelse.

Vaccination mod rabies bør tilbydes personer i Danmark, der
- Har erhvervsbetinget flagermuskontakt
- Personer, især børn, der skal udstationeres i rabies endemiske områder
- Rejsende der via deres arbejde får kontakt med dyr
- Sundhedspersonale der forventes at komme i kontakt med rabies patienter
- Rejsende der opholder sig længere tid i rabies endemiske områder. Selv ved kortere rejser til lande, hvor rabies forekommer endemisk, kan det overvejes at tilbyde præeksposure vaccination mod rabies.

For vaccination taler især omstændigheder ved rejsen, der gør det vanskeligt at nå til lægebehandling inden for få dage.
Skovflåtbåren meningo-encephalitis ( Tick-Borne Encephalitis = TBE )
Skovflåtbåren meningo-encephalitis (Tick-Borne Encephalitis (TBE))

TBE, central europæisk hjernebetændelse, Russian Summer-Spring Encephalitis (RSSE) eller Früh-sommer meningoencephalitis (FMSE) skyldes et flavivirus, TBE virus, der overføres af skovflåter.

Sygdommen kan også overføres via upasteuriserede mejeriprodukter.

Sygdommen er udbredt i et bælte fra Centraleuropa strækkende sig til Sibirien i øst, hvor den findes lokalt.

TBE forekommer på Bornholm og i 2009 blev der påvist to tilfælde i Nordsjælland. TBE er udbredt i den Stockholmske skærgård og på Åland, ligesom de Baltiske lande er højendemiske områder.

Kort over sygdommens udbredelse:
NationalTravelHealthNetworkAndCenter.TBE.Map

TBE har i sin karakteristiske form et tofaset forløb. Efter en inkubationstid på 7-14 dage optræder et influenzalignende sygdomsbillede, der varer nogle få dage. Cirka 1/3 af patienterne udvikler tegn på hjernehindebetændelse eller hjernebetændelse efter et symptomfrit interval på få dage op til tre uger. Risikoen for at få CNS-infektion stiger med alderen. Børn i førskolealderen udvikler sjældent hjernebetændelse. Omtrent 40% vil have hjerneskader.

Vacciner:
Der er flere vacciner på markedet, som indeholder inaktiveret TBE-virus.

I Danmark markedsføres primært Ticovac®. Ticovac®-junior kan anvendes til børn 1-16 år og Ticovac® til voksne. Beskyttelse mod TBE opnås efter to doser givet med 1-3 måneders interval. Intervallet mellem 1. og 2. dosis kan reduceres til 14 dage. Der gives en 3. dosis efter 1 år og herefter revaccineres hvert 3. år. Efter 4. dosis kan man nøjes med at give en dosis hvert 5. år hos personer <60 år.

Beskyttelse mod flåtbid er den vigtigste beskyttelse mod TBE.

Vaccination mod TBE-virus anbefales ved:
- Arbejde eller langvarigt ophold i lokalområder, hvor sygdommen findes, fx i Øst- og Centraleuropa, Sverige samt på Bornholm.
- Specielt ved særlig udsættelse som orienteringsløb, skovarbejde, vandreture på tværs af landskabet inkl. jagt, campering i skovområder eller lignende fritidsaktiviteter.
Tetanus (stivkrampe)
Tetanus (stivkrampe)

Stivkrampe skyldes sårinfektion med stivkrampebakterien, Clostridium tetani, som laver et giftstof (neurotoksin), som påvirker nervesystemet og medfører, at man får kramper. Smitte sker typisk ved, at man får bakteriesporer ind i et forurenet sår.

Stivkrampebakterien findes overalt og er således ikke hyppigere i udlandet end i Danmark. Vaccination mod stivkrampe blev indført i det danske børnevaccinationsprogram i 1949 og der ses kun 0-2 tilfælde om året i Danmark, hyppigst hos ældre som ikke er blevet revaccineret.

Generelt anbefales, at man er beskyttet mod stivkrampe og rejsende har formentlig en større risiko for at få forurenede sår under rejsen. Hvis det er mere end 10 år siden man er blevet vaccineret mod stivkrampe anbefales derfor revaccination.

Vaccine:
Normalt anvendes en kombinationsvaccine mod difteri og tetanus, DiTeBooster®, som giver 10 års beskyttelse mod begge sygdomme.
Tuberkulose
Tuberkulose

Omkring 1/3 af jordens befolkning er smittet med Mycobacterium tuberculosis. Globalt er der ca. 8 millioner nye tilfælde af tuberkulose (TB) og med ca. 2 millioner dødsfald er TB en af de hyppigste dødsårsager.

M. tuberculosis smitter ved dråbesmitte, når en person med aktiv lunge-TB hoster og smitte kræver således tæt kontakt. Det er kun omkring 10% af de der bliver smittet, der udvikler aktiv TB. Hyppigst inden for de første to år. Globalt er der stigende problemer med multidrugresistent (MDR) og extended drug-resistent (XDR) TB, som er vanskeligt at behandle.

Man har i Danmark haft rutinemæssig Bacille-Calmette-Guérin (BCG)-vaccination af børn i perioden 1946-1986. BCG-vaccinen er en levende svækket vaccine indeholdende en svækket stamme af M. bovis og er blevet anvendt siden 1924.

Vaccinen:

BCG-vaccinen skal gives i huden og bør derfor gives af en erfaren vaccinatør. Der gives 0,1 ml til voksne og børn >1 år og 0,05 ml til børn <1 år. Der udvikles et overfladisk sår på injektionsstedet 2-4 uger efter vaccination. Sjældnere ses en byld og dette specielt hvis vaccinen er givet under huden. Desuden kan ses forstørrede lymfeknuder lokalt.

Det er kontraindiceret at vaccinere HIV-smittede og andre immunsvækkede, da det kan medføre en livstruende dissemineret infektion.

Hos børn giver BCG op mod 75% beskyttelse mod de komplicerede former af TB, miliær-TB og tuberkuløs meningitis, mens beskyttelsen er dårligere mod lunge-TB.

Effekten af BCG-vaccination hos voksne er kontroversiel. Der er ikke dokumenteret effekt af revaccination.
- Der foreslås fortsat vaccination mod tuberkulose i form af BCG til rejsende til endemiske områder med incidens af TB på >25/100.000/år ved langvarig eller gentagen rejse, dvs. mindst 3-6 måneders eksponeringstid.

Læs mere om Tuberkulose:
CentersForDiseaseControlAndPrevention.2014.Tuberculosis
- Det anbefales at vaccinere især børn, som tager på selv kortere besøg i deres/forældrenes hjemland, og dermed har tæt kontakt til lokalbefolkningen.

Vaccination af voksne langtidsrejsende anbefales ikke rutinemæssigt, men
- Det kan overvejes at vaccinere særligt eksponerede, som fx sundhedspersonale, der kommer i kontakt med TB-patienter.
Tyfus
Tyfus

Tyfus er betegnelsen for infektion med bakterien Salmonella typhi. Nogle personer er såkaldte ”bærere”, og udskiller bakterien i afføringen.

Smitte sker primært ved indtagelse af forurenede fødemidler, men kan også ske direkte fra person til person. Smitte med tyfus sker hyppigst inden for husstande og risikoen for smitte er derfor største for rejsende, der bor og spiser lokalt. Det Indiske subkontinent er det område hvor hyppigheden af tyfus hos lokalbefolkningen er højest. De fleste tilfælde af tyfus i Danmark ses netop hos indvandrere, der har været på familiebesøg i Indien eller Pakistan. Risikoen for den almindelige rejsende til andre områder er formentlig <1-5:100.000/måned.

Tyfus er imidlertid en alvorlig systemisk infektion og har ubehandlet en dødelighed på 20-30%. Ved korrekt antibiotisk behandling er dødeligheden <1%, men der er globalt tiltagende problemer med resistensudvikling.

Vacciner: Der er to forskellige vacciner på det danske marked Typhim Vi® og Vivotif®.

Injektion: Typhim Vi® er en polysakkarid vaccine baseret på Vi-antigenet, som er specifikt for S. typhi. Vaccinen kan gives til voksne og børn >2 år og giver en relativ beskyttelse på 70% i op til 3 år.

Kapsler: Vivotif® består af tre enterokapsler, som hver indeholder 2 mia. levende, svækkede tyfus-bakterier (Salmonella typhi Ty21a). Dosis er 1 kapsel, som sluges hel, én time før et måltid dag 1, 3 og 5. Der må ikke tages antibiotika samtidig eller op til 3 dage efter sidste dosis.

Vivotif® giver en relativ beskyttelse på 70% mod tyfus. Ved ophold i endemisk område anbefales revaccination hver 3. år. I modsætning til Typhim Vi® giver Vivotif® også en hvis beskyttelse mod paratyfus.
- Det anbefales at vaccinen kun gives til børn >5 år.
- Medfødte eller erhvervede immundefekter samt mave-tarminfektion er en kontraindikation mod vaccination.

Vaccination mod tyfus anbefales til:
- Indvandrere på besøg hos slægt og venner uanset varighed af rejsen,
- Udstationerede og rygsækrejsende med længerevarende ophold (> 4 uger) i endemiske områder.

Vaccination kan overvejes ved:
- Korterevarende rejser til det Indiske subkontinent.
Livmoderhalskræft og kondylomer
Livmoderhalskræft og kondylomer

Livmoderhalskræft er en alvorlig sygdom. I Danmark får ca. 370 kvinder hvert år konstateret livmoderhalskræft. Halvdelen af kvinderne er under 45 år. Omkring 100 kvinder dør hvert år af sygdommen. Flere tusinde kvinder bliver hvert år behandlet for forstadier til livmoderhalskræft med blandt andet en keglesnits-operation.

Livmoderhalskræft er fortrinsvis forårsaget af HPV (Humant PapillomaVirus) og smitter ved seksuel kontakt.
Man kan beskytte sig mod livmoderhalskræft og kønsvorter ved at blive vaccineret. HPV-vaccination mindsker risikoen for at få livmoderhalskræft.
Vaccinationen er en del af børnevaccinationsprogrammet og anbefales til piger i 12-årsalderen.
Vaccine: HPV-vaccination med Gardasil® beskytter mod:
- De to mest almindelige typer HPV (HPV-typerne 16 og 18), som er årsag til 70% af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Kvinder, der er fyldt 23 år, bliver indkaldt til regelmæssig screening for livmoderhalskræft, også selv om de er vaccineret mod livmoderhalskræft. Det skyldes, at vaccinen ikke beskytter mod alle tilfælde af livmoderhalskræft.
- Forstadier til livmoderhalskræft og kønsvorter (kondylomer). Kønsvorter er en af de mest udbredte seksuelt overførte sygdomme i Danmark.

Vaccinationen virker også efter at man har haft seksuel debut. Det er derfor ikke for sent at blive vaccineret, hvis man allerede er seksuelt aktiv, fordi man ikke nødvendigvis er blevet smittet med HPV endnu. Vaccinen beskytter mod HPV-typerne 16 og 18. Hvis man er smittet med den ene type HPV, vil man stadig blive beskyttet mod den anden.

Hvis vaccination påbegyndes hos unge, som er fyldt 14 år anbefales tre injektioner på dag 0, efter 2 måneder og efter 6 måneder. Minimumsintervallet mellem 1. og 2. vaccination er en måned og mellem 2. og 3. vaccination tre måneder i et tre-dosis program. Alle tre doser tilstræbes givet inden for et år.

Piger i alderen 12 til 18 år er dækket af tilbuddet om gratis vaccination. Den 1. januar 2014 indførtes et midlertidigt tilbud om gratis HPV-vaccination til kvinder fra fødselsårgangene 1993-1997. Tilbuddet er gældende indtil udgangen af 2015.

Unge kvinder helt op til 18 år eller ældre kan også have gavn af vaccination. Da ældre kvinder ofte har et lavere immunforsvar, vil en sovende HPV infektion kunne bryde op og kvinden vil have risiko for at udvikle livmoderhalskræft.

Der er også set data på at HPV forårsager analkræft, peniskræft og at HPV er tilstede ved hovedhalskræft. I flere lande vaccineres drenge og mænd mod HPV i vaccinationsprogrammet. Herhjemme skal drenge og mænd stadig selv betale for denne vaccine.

HPV-vaccinen kan give bivirkninger lige som alt andet medicin og alle andre vacciner. Alle indberetninger om formodede bivirkninger ved HPV-vaccinen bliver overvåget tæt i Sundhedsstyrelsen.

Infektionssygdomme, der ikke kan forebygges ved vaccination:

Afrikansk sovesyge (trypanosomiasis)
Afrikansk sovesyge forekommer i store dele af Afrika. Sygdommen skyldes en encellet parasit, der overføres af tsetse-fluer.

Trypanosoma brucei gambiense giver Vestafrikansk sovesyge og Trypanosoma brucei rhodesiense giver Østafrikansk sovesyge, hvor sidstnævnte har det hurtigste forløb.
Det egentlige reservoir er antiloper.

Tsetse-fluer stikker om dagen og biddet er yderst smertefuldt, så man er ikke i tvivl om, at man er blevet stukket.

Der udvikles et sår på bidstedet, herefter tilbagevende feberepisoder og til sidst en dødelig hjernebetændelse. Infektionen er vanskelig at behandle. Det er heldigvis meget sjældent at rejsende bliver smittet, men der er set flere tilfælde hos turister, der har været på safari i Afrika.

Myggebalsam har ingen sikker effekt. Man kan mindske risikoen for at blive stukket ved at bære lys beklædning. Mange steder hvor turister kommer bekæmper man tsetse-fluer ved hjælp af fælder.

Hvis man er blevet stukket af en tsetse-flue og udvikler et sår og feber, bør man søge lægehjælp.
Chikungunya
Ordet Chikungunya kan oversættes til ”den der bøjer sig” og refererer til den sammenkrøbne kropsstilling, som patienter indtager, på grund af ledsmerterne. Chikungunya virus (CHIKV) overføres af myg, primært Aedes aegypti og Aedes albopictus.

Der har gennem årtier jævnligt været udbrud i Afrika og Asien. Der har ikke tidligere været udbrud af chikungunya i Amerika, men i december 2013 blev de første tilfælde rapporteret fra St. Martin i Caribien. Siden har epidemien bredt sig til hele Caribien, Mellemamerika, Mexico og USA og til dele af Sydamerika.

Se kort over områder med risiko for smitte: WHO.InternationalTravelHealth.Global-Chikungunya.RiskMap

Inkubationstiden er kort; 2-6 dage. I modsætning til andre arbovirus infektioner får >90 % en symptomatisk infektion, med almen sygdomsfølelse, feber, hovedpine, muskelsmerter og træthed. Stort set alle udvikler ledsmerter primært svarende til perifere led såsom fingerled, håndled og ankelled, men større led som knæled og skulderled kan også være involveret. Halvdelen får et udslet. De akutte symptomer varer normalt 7-10 dage, men 80-90% udvikler invaliderende ledsmerter, som kan vare adskillige måneder.

Der findes ingen vaccine mod chikungunya. Forebyggelse består derfor alene af myggestiksprofylakse ved ophold i områder med chikungunya.
HIV og andre seksuelt overførte sygdomme
HIV og andre seksuelt overførte sygdomme

Det anbefales at beskytte sig mod seksuelt overførte sygdomme via ansvarlig adfærd og brug af kondom.

Det er muligt at beskytte sig mod den fortrinsvis seksuelt overførte HPV-infektion (Humant Papilloma Virus) ved at blive vaccineret med Gardasil® eller Servarix®.

Se venligst mere information under livmoderhalskræft og kondylomer.
Dengue feber
Dengue feber

Dengue feber forekommer i mere end 120 lande i tropiske og subtropiske områder.

Se kort over områder med risiko for dengue feber:

WHO.InternationalTravelHealth.Global-DengueTransmission.RiskMap

Dengue feber skyldes et flavivirus, dengue virus (DENV), hvoraf der er fire forskellige serotyper: DENV-1, DENV-2, DENV-3 og DENV-4, hvilket betyder at man kan få dengue feber mere end én gang.
Dengue virus overføres af myg, Aedes aegypti, som er tilpasset til at trives og yngle i bymæssig bebyggelse og stikker før solopgang og sidst på eftermiddagen før solnedgang. Risikoen for at blive smittet med dengue feber ved rejser til endemiske områder er omkring 1% per måneds ophold, men kun omkring 25% bliver syge.

Inkubationstiden er 3-8 dage. Symptomerne er høj feber, hovedpine, smerter bag øjnene, muskel- og ledsmerter (deraf navnet ”brakebone-fever”) og nogle udvikler udslæt. De fleste bliver raske i løbet af 4-7 dage, men kan være trætte i en længere periode. Nogle vil udvikle komplikationer i form af blødningstendens (dengue hæmorragisk feber) og kredsløbskollaps (dengue shock syndrom). Der er større risiko for at få komplikationer, hvis man tidligere har haft dengue feber.

Der er aktuelt ingen vaccine mod dengue feber og rejsende til områder med dengue feber bør beskytte sig mod myggestik. I praksis betyder det beskyttende beklædning og myggebalsam, specielt i de tidlige morgentimer og sidst på eftermiddagen.

Rejsende, der tidligere har haft dengue feber frarådes ikke at tage til områder med risiko for dengue feber.
Larva cutanea migrans
Larva cutanea migrans

Hageorm, som er små indvoldsorme, er udbredt i troperne og subtroperne. Æggene udskilles i afføringen, klækkes i varm og fugtig jord og udvikler sig til infektiøse larver.

Hvis man går på bare fødder eller ligger i sandet kan larverne bore sig ind gennem huden og via passage af lungerne nå ned i tarmen, hvor de udvikles til de voksne orm.

Hunde og katte har også hageorm og kan forurene strande og andre områder med larver.

Mennesker kan blive smittet med disse larver, men da de ”ikke kan finde vej”, vil de blive ved med at kravle under huden. Dette viser sig ved et kløende, snoet udslæt (larva cutanea migrans). Larven bevæger sig 1-2 cm om dagen og kan leve flere uger.

Tilstanden er ufarlig og kan behandles med tablet ivermectin.

Generelt anbefales ved ophold i troperne og subtroperne at man ikke går på bare tæer og bruger liggeunderlag. En huskeregler er: ”Sid ikke i sandet syd for Sahara”.
Leishmaniasis
Leishmaniasis

Leishmaniasis er udbredt i Middelhavsområdet, Mellemøsten, Asien, Afrika, Sydamerika, Centralamerika og Mexico.

Se kort over områder med risiko for Leishmaniasis:
WHO.InternationalTravelHealth.Leishmaniasis-map

Leishmania er en gruppe af encellede parasitter. Parasitten overføres ved stik af sandfluer.

Nogle parasitter giver overvejende hudinfektion, kutan leishmaniasis, der viser sig som et kronisk sår. Andre spreder sig i kroppen, visceral leishmaniasis, og giver langvarig feber og vægttab.

Forskellige pattedyr er reservoir for leishmania og i Sydeuropa er mange hunde smittet.

De fleste tilfælde af leishmaniasis i Europa er importeret fra middelhavsområdet.

Man kan beskytte sig mod stik af sandfluer ved hjælp af myggebalsam.
Leptospirose
Leptospirose

Tekst er under udarbejdelse
Malaria
Malaria

Malaria er vidt udbredt i troperne og i mindre grad subtroperne. Risikoen for at få malaria er størst i tropisk Afrika.

Se kort over områder med risiko for malaria:
WHO.InternationalTravelHealth.Global-Malaria.RiskMap

Mennesket kan naturligt inficeres af fire forskellige malariaparasitter, Plasmodium falciparum, P. vivax, P. ovale og P. malariae. Sidstnævnte tre former kaldes samlet VMO-former eller benign malaria og har oftest et mildt forløb.

Falciparum-malaria, eller malign malaria, derimod er en potentiel livstruende sygdom, som kræver akut undersøgelse og behandling. Inden for de seneste år er der rapporteret om flere humane tilfælde af malaria forårsaget af P. knowlesi, primært fra Sabah, Borneo, men også fra andre områder i Malaysia, Myanmar og Thailand. Der importeres kun 60-70 tilfælde af malaria om året til Danmark. Størstedelen er falciparum-malaria fra tropisk Afrika.

- Malaria overføres ved myggestik.
- Malariamyggen, Anopheles spp., stikker fra solnedgang til solopgang og gerne indendørs.
Den summer ikke hørligt og stikket er ikke kløende.
- Der er ikke transmission af malaria i højder over 2.000 m.o.h.

- Inkubationstiden er minimum 6-9 døgn

Falciparum-malaria vil næsten altid debutere inden for 3 måneder, 90% inden for den første måned, efter man har været i et malariaområde, men ses undtagelsesvist hos op til et år efter hjemkomst.

Malaria forårsaget af P. vivax eller P. ovale kan debutere flere år efter ophold i et malariaområde, men sjældent mere end 3 år efter hjemkomst.

Symptomerne på malaria er uspecifikke, men feber, hovedpine og muskelsmerter er typisk, og kan ikke klinisk skelnes fra fx influenza eller dengue feber. Hvis man har opholdt sig i et malariaområde inden for de seneste 3 måneder og får feber, bør man søge lægehjælp og blive undersøgt for malaria.

Malaria der påvises tidligt i forløbet er let at behandle og kurere med tabletter.

Man kan forebygge malaria ved at:
- Beskytte sig mod myggestik ved at smøre sig ind i myggebalsam (Autan® eller myggebalsam med DEET 20-30%) på alle udækkede steder
- Sove under permethrin imprægneret myggenet
- Have dækkende langærmet trøje og lange bukser på efter mørkets frembrud
- Tage malariaprofylakse i form af tabletter før under og efter ophold i malariaområder


I områder hvor der kun er lav risiko for malaria anbefales alene myggestiksprofylakse.

I områder med betydelig risiko for malaria anbefales desuden at man tager malariaprofylakse i form af atovaquon/proguanil (Malarone), doxycyklin (Vibradox) eller meflokin (Lariam).

De danske anbefalinger for malariaprofylakse revideres og publiceres årligt i EPI-NYT af statens serum institut:
SSI.EPI-NYT-2014.Sygdomsoversigt.Vaccinationsforslag

Rejsediarre
Rejsediarre

Rejsediarre er det hyppigste helbredsproblem i forbindelse med udlandsrejser og 20-50% af rejsende bliver ramt.

Rejsediarre kan skyldes både bakterier, parasitter og virus.

Fælles er at man bliver smittet via forurenet fødemidler eller vand. Trods dette har man ikke kunne vise at forsigtighed med, hvad man spiser og drikker (”Cook it, boil it, peel it, or leave it), kan mindske risikoen for at få rejsediarre.

Det anbefales dog, at man har en god håndhygiejne, bruger håndsprit, og ikke drikker vand fra vandhanen.

Tabletter der indeholder diverse mælkesyrebakterier har heller ikke nogen væsentlig forebyggende effekt og anbefales ikke.

Koleravaccinen, Dukoral®, giver 60% beskyttelse mod rejsediarre forårsaget af Enterotoksigene E.coli (ETEC), som er den hyppigste årsag til rejsediarré. Da ETEC er årsag til omkring 30-40% af tilfælde af rejsediarré, kan man teoretisk forvente at vaccination reducerer risikoen for at få ”turistmave” med omkring 20%.

De fleste tilfælde af rejsediarre går over af sig selv i løbet af 3-4 dage uden behandling, men kan delvis ødelægge rejsen.

Når man har diarre er det vigtigt at få tilstrækkeligt med vand og salte for at dække tabet.

Mange studier har vist at behandling med antibiotika og stoppende-midler kan reducere varigheden og mange bliver raske inden for et døgn.

Man kan derfor med fordel medbringe antibiotika, fx azithromycin eller ciprofloxacin, og stoppende-midler (loperamid) til selvbehandling af rejsediarre.


Hvis man får høj feber og blodig diarre (dysenteri) bør man søge lægehjælp.

Ved længerevarende diarre (>2 uger) må man mistænke en parasitær infektion (giardia, kryptosporidier) og blive undersøgt for dette.
Schistosomiasis (bilharziose, sneglefeber)
Schistosomiasis (bilharziose, sneglefeber)

Schistosomiasis er en parasitær infektion med en af fem forskellige blodikter (Schistosoma mansoni, S. haematobium, S. japonicum, S. intercalatum og S. mekongi), som forekommer i Afrika, Asien, Sydamerika og visse af de Caribiske øer.

Se kort over områder med risiko for Schistosomiasis:
WHO.InternationalTravelHealth.Global-ShistoPrevalence.RiskMap

Ferskvandssnegle er mellemvært for parasitterne. Sygdommen forekommer derfor i vådområder hvor disse findes, deraf navnet sneglefeber.
Mennesker, der er smittet, udskiller æg i urin eller urin. Æggene klækkes i ferskvand, hvorefter parasitten i første omgang opformerer sig i en ferskvandssnegl.
Mennesker bliver smittet ved kontakt med ferskvand, hvor parasitten (cerkaria) borer sig gennem huden og efterfølgende udvikler sig til den voksne orm, som lever i blodårerne omkring urinblæren eller tyktarmen.

De fleste turister får ingen symptomer. Man kan få et kløende udslet, cerkaria dermatitis eller svømmekløe, umiddelbart efter smitte, der hvor parasitterne borer sig ind. Nogle vil efter 2-6 uger få katayama feber, der viser ved feber, almen utilpashed, træthed og evt. nældefeber. Kronisk schistosomiasis kan vise sig ved blod i urinen eller blodig diarre. I sjældne tilfælde kan æg gå forkert fx ind i rygmarven og være årsag til lammelse. Der går uger til måneder efter smittetidspunkt før der kan påvises schistosoma-antistoffer eller æg i urin eller afføring. De voksne orm kan leve i flere år.
Infektionen kan behandles med praziquantel.

Risikoen for at få schistosomiasis er størst i tropisk Afrika, hvorfra langt de fleste tilfælde hos danskere importeres.

Schistosomiasis kan forebygges ved at undgå ferskvandskontakt, specielt badning/svømning/dykning i ferskvandssøer.

Rejsende der har været udsat for smitte bør 2-3 måneder efter hjemkomsten screenes med en blodprøve, der undersøges for schistosoma-antistoffer og hvis denne er positiv behandles med praziquantel.
Sydamerikansk sovesyge (Chagas sygdom)
Sydamerikansk sovesyge (Chagas sygdom)

Chagas sygdom skyldes en encellet parasit, Trypanosoma cruzi, og er udbredt i Syd- og Centralamerika. Den overføres af rovtæger, kaldet ”kissing bugs” da de ofte stikker i ansigtet.

De gemmer sig om dagen i revner og sprækker i lerklinede hytter, men kommer frem om natten, hvor de stikker og suger blod. Parasitten udskilles i tægens afføring og smitter via stikkanalen eller øjet. Der er også beskrevet smitte ved indtagelse af forurenet frugtjuice. Parasitten kan også smitte fra mor-til-barn og ved blodtransfusion.

Man kan udvikle akut Chagas sygdom med feber, almen utilpashed, forstørrede lymfeknuder og påvirkning af hjertet. Nogle få vil efter årtier udvikle kronisk Chagas sygdom, der kan medføre hjertesvigt.

Det er meget sjældent at rejsende bliver smittet med Chagas sygdom.

Man bør undgå at overnatte i lerklinede hytter eller hytter med stråtag. Hvis man gør det kan man beskytte sig med myggebalsam, ved at sove under et permethrin imprægneret myggenet og spraye rummet med insektgift.
West Nile Fever
West Nile Fever

West Nile Virus (WNV) er et flavivirus tæt beslægtet med Japansk Encephalitis Virus (JEV). WNV er almindeligt forekommende i Afrika, Mellemøsten, det vestlige Asien og Nordamerika.

Fugle er det naturlige reservoir, men virus kan overføres til mennesker af myg tilhørende arten Culex.

Inkubationstiden er 2-14 dage. Kun 20% af de der bliver smittet udvikler en febersygdom (West Nile Fever), med høj feber, hovedpine, træthed, muskelsmerter, eksantem (25-50 %), lymfeknudesvulst, opkastninger og diare. Hos <1 % ses infektion i centralnervesystemet (CNS) i form af hjernebetændelse, hjernehinde-betændelse eller lammelse. Risikoen for CNSinfektion stiger med alderen.

Der findes ikke nogen specifik behandling og behandlingen er ren symptomatisk. En del vil få permanente hjerneskader.

Der er registeret flere vacciner til vaccination af heste, men der er endnu ingen human vaccine.

Rejsendes muligheder for at undgå at få WNF er primært ved myggestiksprofylakse:
- Beskytte sig mod myggestik ved at smøre sig ind i myggebalsam (Autan® eller myggebalsam med DEET 20-30%) på alle udækkede steder
- Sove under permethrin imprægneret myggenet
- Have dækkende langærmet trøje og lange bukser på efter mørkets frembrud